Gør som Netflix og træf valget for dit publikum

Du gør dit publikum en bjørnetjeneste ved at give dem for mange valgmuligheder. Faktisk kan du risikere, at de kommer i dårligt humør. Tag styringen og giv dit publikum så få valgmuligheder som muligt. Her får du eksempler på hvor du kan sætte ind.

Træf valget for dit publikum - li'som Netflix
”Du kan selv vælge, hvilke emner du vil abonnere på.”

”Tilpas dit abonnement til dine præferencer her.”

”Følg os på Instagram, TikTok, SnapChat YouTube, Facebook…”

Hensigten er god, når du tilbyder dit publikum forskellige valg med dit indhold. Men virker det i praksis? Nej, for du skal træffe valget – dit publikum orker det ikke. Dermed risikerer du at gøre dem en bjørnetjeneste.

Du kender sikkert selv til episoder, hvor valgmulighederne er blevet for mange. Det leder til frustration og ender måske i en dårlig beslutning.

 

Når simple beslutninger bliver uoverskuelige

Et velkendt scenarie som du måske har prøvet:

Du kommer kaffetørstig ind på en kaffebar for at bestille en hurtig kop tjære, men skal pludselig tage stilling til alt fra lys eller mørk bønne; cortado eller americano; havremælk eller skummetmælk; tall, grande eller venti.

Og du ville bare have en kop kaffe.

At træffe beslutninger kan være en uoverskuelig proces, selvom vi tror, at det er lettere at træffe den rigtige beslutning, når der er mange valgmuligheder. Det paradoks har et navn; The Paradox of Choice, som psykologen Barry Schwartz har skrevet en anbefalelsesværdig bog om. Her fandt han også frem til, at vi faktisk bliver mindre glade af at træffe en beslutning ud fra mange valgmuligheder.

 

Netflix hjælper brugere, der ikke orker valgmuligheder

Det fænomen lider dit arbejde med content marketing også af. Der findes sååå meget indhold derude, så hvad skal man vælge?
Netflix har taget konsekvensen af, at deres brugere ikke kan beslutte sig og har indført Play Something knappen. Så skal du bare tænde og ikke tage stilling. Ligesom i de gode, gamle dage med få kanaler på flow-tv.

Så ender du heller ikke i sådan en situation her:

 

Dit indhold skal træffe valg for publikum

Selvom dit bagkatalog af indhold ikke på nogen måde kommer i nærheden af Netflix, er mængden af valg du giver til dit publikum stadig noget, der kan spænde ben.

I stedet for at give for mange valgmuligheder til dit publikum, bør du træffe valget for dem.

  • Vis kun én mulighed, når du vil have dem til at abonnere. Det kan godt være du arbejder med flere temaer i din indholdsplan, men tilbyd mere af det, som lige præcis denne læser eller seer fandt interessant.
  • Brug færre platforme at kommunikere på, men brug dem mere konsistent. 8 ikoner med forslag til, hvor en ny læser kan vælge at følge dig, er at gøre en bjørnetjeneste. Og du kan tilmed gøre dig selv en tjeneste ved at skære antallet af sociale medier ned – fx ved at slukke for Facebook.
  • Præferencecentre, tilpasning af indhold, kategorier man kan abonnere på. Den slags er elementer, som de færreste kan overskue. Hvis du gør brug af det, så lav så få valgmuligheder som muligt og sørg for at de mest sandsynlige valg allerede er indstillet som standard.
  • Tænk over hvad det logiske næste step er for modtageren. Publikum konsumerer dit indhold i en bestemt tilstand; de leder efter inspiration, de har brug for hjælp til et problem, de keder sig og vil underholdes eller de er ved at tjekke dig ud, inden de køber. Hvad er det sandsynlige modus, publikum er i, når de har opmærksomhed på et bestemt stykke indhold? Og hvilken handling vil du gerne have dem til at gøre efterfølgende. Vær skarp på det og tilbyd så få muligheder for call to actions som muligt.

Kort sagt: Giv dem mere af det de kom for – i stedet for at brede udvalget ud. Så skal dit publikum ikke overanstrenge sig, og du står mere tydeligt frem.