I juli så SearchGPT dagens lys. Siden er det blevet diskuteret heftigt, om det er starten på sidste scene i Googles tid som den dominerende søgemaskine. Det spørgsmål har jeg også stillet fem særdeles erfarne folk, som ved en masse om enten AI, SEO eller begge dele. Og følger du med helt til sidst, får du også deres fifs til, hvor du skal sætte ind, hvis der står AI og SEO på din to-do-liste.
Siden OpenAI lancerede ChatGPT for små to år siden, er det eksploderet med ideer til, hvordan kunstig intelligens kan gøre det lettere at arbejde med content marketing. På SEO-delen har der indtil nu ikke været tegn på, at Googles dominans skulle være i fare, men det er måske ved at ændre sig?
Hvad er SearchGPT?
26. juli lancerede OpenAI prototypen på SearchGPT. Selvom de færreste har fået adgang til at prøve, har mange vurderet, at det er det hidtil mest seriøse bud på, at få vippet Google af den trone, som de har domineret i to årtier.
Fra en content marketing vinkel er det værd at fremhæve, at SearchGPT er baseret på brugernes spørgsmål – og har chatrobotternes styrke i, at du som bruger kan stille opfølgende spørgsmål. Det giver mere præcise svar, der desuden er lettere at finde, da du ikke først skal scrolle forbi en masse annoncer som på Google.
Detaljerne om funktionerne i SearchGPT kan du læse om her eller se i denne video:
Googles modsvar: Put lim på pizza
SearchGPT ligner en god kombination af SEO og AI i praksis – og potentielt også en bedre brugeroplevelse end det Google leverer. Deres tidlige eksperiment med AI endte i et meget omtalt forslag om at komme lim på pizza, når osten falder af.
Fra Googles side bliver der helt sikkert arbejdet på at integrere AI bedre, men hvordan ser fremtidsudsigterne ud for AI-baseret SEO? Og hvad skal du forholde dig til, når du arbejder med SEO i content marketing?
Jeg har fået hjælp fra 5 skarpe hjerner i netværket til at få overblik, inspiration og en vurdering af, om Google bliver overhalet af SearchGPT.
Det er early days og kun ganske få har fået adgang til at teste SearchGPT i beta-udgaven. Meeeen…. ud fra det du har hørt og læst; hvordan ser du sandsynligheden for, at SearchGPT kan blive en gamechanger i SEO?
– Stifter og partner i Obsidian Group.
Sandsynligheden for, at SearchGPT bliver en gamechanger i SEO, er lille, da Google sidder på al infrastrukturen. Men det er også første gang, vi ser en reel konkurrent til Google. Selvom sandsynligheden er under 5%, er det stadig den største “trussel” mod Google i nyere tid.
– Adjunkt på IBA Erhvervsakademi og formidler af fremtidens teknologi
SearchGPT har potentialet til at revolutionere SEO, fordi det kan levere mere præcise og kontekstbaserede søgeresultater. Det kan skabe en mere personlig brugeroplevelse. SearchGPT’s evne til at forstå konteksten og brugernes intentioner betyder, at virksomheder skal udvikle mere engagerende og relevant indhold, der opfylder brugernes behov på en mere direkte måde. Men som med enhver ny teknologi afhænger dens succes af implementeringen og brugernes accept.
Torbjørn Flensted
– Stifter af SEO.ai og StoryBase
Sandsynligheden er ret stor på grund af OpenAIs partnerskab med Apple. Googles store frygt er hvad en AI Assistant integreret i iPhonen betyder for Search i fremtiden, særligt i den unge målgruppe som Google generelt har en udfordring med at få fat i. I forhold til SEO betyder de mange AI søgemaskiner som SearchGPT, at vi skal tilegne os viden om, hvordan indhold rankes i disse.
Nathalie Bassanesi
– Senior Content Manager hos Signum Life Science.
Ligesom der er mange domæner, der rangerer på Bing Copilot men ikke på Google, kan vi forvente, at SearchGPT finder de mest relevante søgeresultater på en helt anden måde.
Med min erfaring med Perplexity, som lige nu er den førende AI-search LLM, er det domænerne, der er gode til at adressere komplekse og detaljerede søgeforespørgsler, der bruges i chatsvarene.
Kenneth Karl Nielsen
– Search & Content Marketing Strategist hos Travelmarket
Jeg tror, at SearchGPT – men nok mere AI resultater i søgemaskiner generelt – kan blive en gamechanger på sigt. Udsigten til at vi bevæger os endnu længere væk fra ”10 blue links” er både utroligt spændende og lidt skræmmende.
Spændende fordi der absolut er plads til nyudvikling indenfor søgeresultater, og fordi de næsten konstante forandringer inden for SEO altid har været udviklende og holdt os SEOs opmærksomme.
Og skræmmende, da det sandsynligvis vil give færre kliks til websites og udfordre den uofficielle overenskomst mellem søgemaskiner og websider (websider giver indhold – søgemaskiner giver klik).
—
Så der er bred enighed om, at AI kommer til at ryste SEO rundt – på en eller anden måde på et eller andet tidspunkt. Det er små to år siden, at ChatGPT kom på alles læber. Så går der to år mere, inden Google ikke længere er dominerende?
Jeg spurgte:
På en skala fra 1-10: Hvor meget tror du, at Google vil være den mest brugte søgemaskine om 2 år?
Sasa Kovacevic:
Data viser, at Google Search aldrig har været større. Hvis tidshorisonten er 2 år, må det være en klar 10’er. Dog har onlineadfærden ændret sig de seneste år. Selvom Google ikke er blevet mindre, er der kommet alternative platforme til research og inspiration.
Kenneth Karl Nielsen:
Jeg giver et skråsikkert 10-tal, da jeg på ingen måde kan forestille mig, at Google kan væltes ned fra sin dominerende position i verden på kun 2 år.
OpenAIs vækst i antal brugere har været totalt imponerende, men de kom også først med et produkt, der for de fleste var helt nyt på markedet.
Torbjørn Flensted:
10, fordi der skal MEGET til at snuppe markedsandele fra et monopol som Google er. Selv ChatGPT-integrationen i Bing flyttede reelt kun få procenter.
Nathalie Bassanesi:
Jeg siger en 8’er. Men kun fordi vaner er svært at ændre og vi skal huske, at vi i Marketing lever i en boble – langt de fleste internetbrugere på verdensplan har mellem lidt og ingen erfaring med ChatGPT.
Jesper Outzen:
Jeg vil vurdere det til en 8 på skalaen fra 1-10. Google har en stærk markedsposition og en omfattende infrastruktur, der er svær at konkurrere med.
Så vi er absolut i den høje ende i alle vurderinger. Men ikke fordi SearchGPT ikke har potentiale. Det handler mere om Googles enorme udbredelse og dominans på markedet.
Og som lovet et par praktiske guldkorn – jeg har bedt SEO- og AI specialisterne om tips og gode råd:
Hvad er dit bedste råd omkring AI og SEO til den travle marketingmedarbejder, der har ”søgemaskineoptimering” på sin lange to-do-liste?
Kenneth Karl Nielsen:
Hvis man arbejder med marketing og søgemaskineoptimering, og endnu ikke er begyndt at arbejde med AI. Så er mit bedste råd at komme i gang hurtigst muligt!
Sørg for at få investeret i ChatGPT – og begynd at researche om andres erfaringer om dine primære opgaver, og hvordan du kan løse dem bedre og mere effektivt med AI.
Forvent dog, at der stadig vil være en del manuelt kontrol-, forbedring- og tilretningsarbejde på det, som AI laver til dig. Men i mange tilfælde ligger der stadig en væsentlig effektivitetsforbedring ved at bruge AI.
Sasa Kovacevic:
Kom i gang med ChatGPT. Lær at mestre prompts og forstå, hvordan ChatGPT fungerer. Følg AI-eksperter på LinkedIn, der dagligt deler tips. Når du opnår gode resultater, brug dem til dit SEO-arbejde, som på mange måder stadig er det samme som for 5 år siden. Følg disse prioriteringer:
1) Kortlæg alle søgeord, kategorisér dem, udgiv kvalitetsindhold, og gør det spændende med videoer, billeder og infografikker.
2) Ret tekniske fejl.
3) Byg links fra websites med reel trafik.
Nathalie Bassanesi:
Vær skarp på hvad du kan og ikke kan bruge AI til. Det kan være en stor hjælp men ikke en erstatning for thought leadership.
✅ Brug det til at lave blog outlines og til at ekspedere drift opgaver
🚫 Lad være med at skrive 500 artikler, som ingen gider at læse. Kvalitet over kvantitet. Altid.
Jesper Outzen:
Brug Jasper.ai til hurtigt at generere kvalitetsindhold ved hjælp af AI-drevne skabeloner, der sparer tid på skrivning og idéudvikling. Integrer Surfer SEO for at analysere og optimere dette indhold baseret på datadrevne anbefalinger om nøgleord, struktur og længde.
Torbjørn Flensted:
AI kan endnu ikke erstatte mennesket fuldstændigt, så mit bedste råd er hurtigst muligt at få AI til at hjælpe en med at løse de SEO-opgaver, du allerede prioriterer. Med AI kan alt fra tekstproduktion, til automatisk keyword optimering af tekster eksempelvis klares automatisk med hjælp fra AI.
—
Der er nok at kaste sig over. Og den gode nyhed er, at AI bestemt ikke gør arbejdet med content marketing overflødigt eller mere kedeligt. Tværtimod! Du kan lade robotterne overtage de rutineprægede opgaver, men det kræver, at du følger med udviklingen og prøver ting af.
Så er du også klar, hvis SearchGPT en skønne dag kommer til at ændre SEO radikalt.