Bedre kundeloyalitet. Hvem vil ikke gerne have det? En loyal kunde betyder mersalg eller gratis markedsføring, når tilfredse kunder anbefaler videre i netværket. Altså penge lige i kassen. I denne artikel giver jeg et eksempel på hvordan en branded app og content marketing kan hjælpe til at øge loyaliteten hos kunder. Læs med!
I torsdags var jeg til app launch hos Green Sushi i København. Serveret med sushi og sake var jeg med til at indvie en branded mobil app, der fungerer som et digitalt stempelkort. Som kunde installerer du app’en og scanner en QR-kode hver gang du handler – ti stempler udløser en runde sushi til halv pris uanset størrelsen. Har du installeret app’en kan du desuden få målrettede tilbud tilsendt, baseret på dine købsvaner og hvor du befinder dig. Skal skynde mig at disclaime, at jeg sidder i advisory board’et hos Poteo Returntool, der står bag Green Sushi’s brandede app. Men der er en grund til at jeg involverer mig.
Udfordringen med kundeloyalitet på sociale medier
Kundeloyalitet og sociale medier er dybest set to modpoler. Blandt forbrugerbrands virker det ofte som om, at tilstedeværelse på et socialt medie som Facebook er med til at øge kundeloyaliteten. Ligesom det også er en illusion at måle kundeloyalitet ud fra antal likes. Danske virksomheder med succes på Facebook har lært, at indholdet skal være relevant og kundefokuseret og at kriteriet for succes handler om engagement. Hvis antallet af likes er et succeskriterie, så lav en konkurrence eksklusivt for Facebook fans og spred ordet. Eller køb 1000 likes på eBay for 15 USD inklusiv fragt. Men lad være med at kæde det sammen med kundeloyalitet.
Kunsten at skabe loyale kunder
Facebook er bare en brik i et stadigt mere fragmenteret medieforbrug. Det gør arbejdet med kundeloyalitet kompliceret og kunderne i højere grad selv skaber deres indtryk af dit brand. Så hvordan skaber man så loyale kunder?
Nu svarer han sikkert ”Godt indhold” igen, tænker du som trofast læser. Ja, det gør jeg til dels. Du kan vælge at målrette dit indhold, så det giver max fokus på dine eksisterende kunder. Kundemagasiner er et populært format til det blandt lidt større virksomheder, mens nyhedsbreve er et glimrende alternativ / supplement.
Branded app med relevant indhold
Men indhold bringer dig kun et stykke ad vejen. Et kundemagasin kan du ikke gøre relevant i forhold til tid og sted, og du kan ikke tilpasse indholdet i forhold til kundens købsadfærd. Det er her Green Sushi’s app har potentiale, da den giver kunden en grund til at komme igen og kan udsende relevante tilbud. Lidt god gammeldags push-marketing er ikke af vejen, hvis bare budskabet er relevant nok.