Da talkshow-værten Oprah Winfrey for et par år siden gæstede Danmark, blev hun svært begejstret for rugbrød. Det samme fik mange af hendes millioner af trofaste, amerikanske TV-seere. Grundlaget for et potentielt marked for rugbrød i USA var hermed skabt – og det udelukkende baseret på en kendt persons anbefaling. Oprah er influencer og hvad hun siger og gør, giver magt til at påvirke salg og flytte markedsandele. Læs mere om influencer marketing og hvordan du kommer i gang mest effektivt – også selvom du ikke lige får Oprah til at anbefale dine produkter.
“Roughhhbrou!”
Selvom Oprah Winfrey sikkert stadig kæmper med udtalen, blev hun vild med godt gammeldags, dansk surdejsrugbrød under et besøg i København i 2009. Og hurtigt blev amerikanerne nysgerrige efter at smage denne delikatesse. Tilfældigt? Måske, men med en velplanlagt influencer marketing strategi, kan du påvirke personer, som ikke er en del af målgruppen, men som kan flytte salget enormt.
Vi nedstammer alle fra efteraberne
I sin bog om neuromarketing, Buyology, beskriver Martin Lindstrøm , hvordan vi imiterer andre. Vi efteraber hvad andre gør, og når mange har samme adfærd tilstræber vi ubevidst at gøre det samme. Teknisk fortalt er hjernens spejlneuroner på arbejde.
iPod’ens massive popularitet i sidste årti er et klassisk eksempel på dette. Pludselig skulle alle have et par af de karakteristiske hvide earplugs hængende i ørerne, og efterabe-effekten gjorde popularitet og salgstal enorme.
Men hvis alle efteraber, hvor begynder den slags trends så? Den begynder ved de mest indflydelsesrige personer, og ethvert marked har deres influencers.
Hvad er influencer marketing?
Som vågen læser har du nok fanget at influencer marketing er nært beslægtet med PR. Det handler om at få iscenesat personer med indflydelse og påvirke et salg, uden at de personer du kommunikerer med er potentielle købere. Eksemplet med Oprah og rugbrød er B2C-orienteret, men influencer marketing bliver også brugt bredt i B2B marketing.
Traditionelt er redaktører, journalister og anmeldere vigtige typer af influencers. Men afhængig af branche er der mange andre måder at opnå indflydelse på. Analytikere, konsulenter, eksperter, NGO’er og bloggere kan også være relevante. På den måde ligger influencer marketing i krydsfeltet mellem PR, lobbyisme, produkt marketing og social media, uden at grænserne på nogen måde kan tegnes skarpt op.
Identificer influencers i dit marked og skab kontakt
Hvis du vil arbejde aktivt med influencer marketing, er første skridt at kortlægge dit marked. Hvem skriver om det du laver og hvem lytter dine kunder til? Identificér influencers i dit marked og gå i detaljer med hvad de tidligere har sagt og gjort: Har en influencer omtalt en konkurrent? Har han eller hun indsigt i dit marked allerede? Hvad interesserer dem lige nu, og hvordan kan du lave en krog til at skabe kontakt?
Arbejder du primært online findes der en del værktøjer til at måle personers indflydelse. Klout, PeerIndex og Naymz for at nævne nogle få. Det kan give mening at slå influencers op for at vurdere hvor tunge de er, men lad dig ikke forblænde af tallene – det kan give et hint om en person er mere indflydelsesrig end en anden, men måden de bliver beregnet på er langt fra perfekt.
Byg influencer marketing med indhold
Målet med en influencer marketing strategi, er at markedsføre sig gennem influencers. Det handler om at opbygge relationer og det tager tid. En god måde at tilgå dette på, er at kreditere dine influencers gennem det indhold du laver. Det kan være så simpelt som at
- Re-tweete artikler.
- Kommentere på influencers blogs og lade det være grundlag for en samtale.
- Linke til influencers i egne blogindlæg, som du følger op ved at kontakte dine udvalgte influencers direkte.
Et naturligt næste step er at invitere dine influencers indenfor, så de på en simpel måde bidrager til dit indhold. Lad dem skrive et gæsteindlæg på din blog, være speaker på et webinar, eller klæd dem på, så de har din virksomhed på nethinden næste gang de skal give en præsentation.
Anbefalinger fra andre er den absolut stærkeste faktor i kunderejsen. Får du de personer i tale, som dine kunder gerne vil efterabe, er du nået langt. Selv diskret omtale vil virke som en anbefaling.
Hvilke erfaringer har du med influencer marketing?