5 måder til at få din indholdsproduktion op på den store klinge

Danmark er Tour de France-gult for tiden. I den anledning får du her nogle konkrete tips til at få din indholdsproduktion op på den store klinge, så du kan træde væk fra feltet af konkurrenter med indhold, der fænger og engagerer.

Indholdsproduktion på den store klinge
Tour de France romkuglerJa, der er virkelig gult af tour-feber i Danmark for tiden. Her i Middelfart bliver jeg dagligt mindet om det, når jeg kører forbi bageren med de berømte romkugler, der har lavet en kæmpe gul Tour de France romkugle. Så er førertrøjen li’som taget.

Ingen siger, at du skal tourdefrancificere dine produkter eller plastre alt til i gult. Men du kan lade dig inspirere af tour-feberen til at kigge på din egen indholdsproduktion og se, hvordan du kan få mere ud af den.

 

1. Følg nyhedsstrømmen og find din krog på touren

Du har måske lagt mærke til overfloden af cykelmetaforer i indledningen? Det er min tidsaktuelle krog. Det giver en – måske lidt søgt vinkel – på et emne, der er oppe i tiden. Vær dog opmærksom på, at du ikke kommer så tæt på begivenheden, at du overtræder copyright.
En krog gør det desuden muligt at følge nyhedsstrømmen, når budskabet skal distribueres, og det kan ofte være lettere at finde et tema til dit indhold, når du ved, at det skal vedrøre en bestemt nyhed eller tendens. Det kan sagtens gøres med mere snævre og faglige emner end Tour de France – eneste kriterium er, at det skal interessere din målgruppe.

 

2. Tilkald hjælperyttere. Basér din indholdsproduktion på andres arbejde

Og nej, det handler ikke om plagiering, kopiering eller at bruge andres arbejde og glemme kilden. Det handler om at følge en række eksperter og nyheder, som er relevant i din branche og sende deres indhold videre eller lave sammendrag.

Populært kaldes det content curation, og giver dig den fordel, at du opbygger status som en videnkilde på området.

Du kan også træde ekstra watt ud i pedalerne ved at inddrage en hel række bidrag fra andre som eksklusivt indhold. Denne fremgangsmåde til at inddrage fagspecialister, har Michael Rieck fra Marketers blandt andet brugt.

 

3. Genopfrisk gamle artikler og få dem på podiet

En mere analytisk tilgang til at finde inspiration til indholdsproduktionen er at dykke ned i dit værktøj til webanalyse. Her kigger du efter gammelt indhold, som du let vil kunne genopfriske og genudgive. Som regel med et langt mindre tidsforbrug end ved at skabe indhold fra bunden. Den artikel, du læser lige nu, er et eksempel på det. Originalen er skrevet i 2012, men denne helt genopfriskede version ligger på samme url.

Kig særligt efter om der er potentiale til at vinde pladser på Google, hvis du bringer indhold up-to-date. Det er ofte bedre med én artikel om et specifikt emne end at kæmpe med sig selv med flere artikler, der over tid kæmper for at komme øverst på Google.

Du kan gå mere eller mindre systematisk til værks, når du inddrager gammelt indhold i indholdsproduktionen. Vil du det hele dit bagkatalog af indhold igennem, kan du starte med denne guide til content marketing optimering.

 

4. Publikum er klar – inddrag dem

Brugerskabt indhold er ofte mere relevant end egne indholdsproduktioner. Det kan være du inddrager kunder i relation til produktet som en form for social proof. Ved at de deler billeder af, hvordan de bruger dine produkter eksempelvis.

Du kan inddrage kunder og interessenter i processen ved at spørge, hvad de gerne vil vide noget om. Det fungerer bedst, hvis du hjælper dem på vej og indkredser svarmulighederne, såsom: Hvad er din største udfordring når du bruger dette produkt i en bestemt situation? Det kan også gøres gennem polls med en eller flere svarmuligheder. Tricket til at få dem til at svare er, at spørgsmålene skal handle om deres situation.

Og hov, nu har du lige inddraget målgruppen i selve processen til indholdsproduktion, så mon ikke der er større chancer for at de engagerer sig i det færdige indhold?

 

5. Gå i udbrud og kom i åben modus

Skal du i en ny kreativ retning med din indholdsproduktion, så har du brug for at komme væk fra skærmen og ud i friske omgivelser. Uden forstyrrelser fra kolleger eller mobiltelefoner. I al sin enkelthed handler det om at nye idéer bedst opstår, hvis du er i en afslappet og modtagelig tilstand – journalisterne kalder det “åben modus”.

Det lyder næsten zenbuddhistisk, men det er nok bedre at lade John Cleese forklare om kreativitet.

Det er stort set umuligt at være kreativ, når chefen presser på og ungerne skal hentes om en halv time. Derfor starter god idéudvikling med at man finder sit rum og giver sig tid til at lade idéerne spirer. Det gælder også under brainstorming, som let bliver en amputeret og tidspresset affære.

At komme i åben modus er absolut en god tilgang, når indholdsproduktionen skal op på den store klinge.

God sommer og god tour!

 

Dette indlæg blev oprindelig udgivet i juli 2012. Senest opdateret 28. juni 2022