Hvad er syndikeret indhold og hvorfor rykker det ikke i dansk content marketing?

Hvis du lytter med hos nogle af de amerikanske content marketing spidser, har du sikkert hørt begreber som licensed content eller syndicated content. Men hvad er syndikeret indhold egentligt? Og er det overhovedet muligt for danske virksomheder at tænke det ind i content marketing planerne? Læs med her og få svaret.

teaser-syndikeret-indholdNogen gange ville det bare være lettere, hvis alt foregik på engelsk. Tag tjenester som Taboola eller Outbrain for eksempel. De giver adgang til et hav af indhold, som medier eller virksomheder, der med content marketing skaber deres eget medie, kan syndikere til deres egne kanaler. Imens har freelancere og nichemedier adgang til en kæmpe markedsplads.

Men festen slutter, når vi skifter over på lokalsprog. For volumen og oversættelser taler imod tjenester til at fragte indhold videre til andre sites. Eller måske er det bare ikke noget, vi bruger så meget herhjemme?

Men hvad er syndikeret indhold i grunden?

Når det samme indhold bliver offentliggjort på forskellige medier, er det syndikeret. Det er kendt blandt traditionelle medier – når du kan grine af en Wulffmorgenthaler-stribe i Politiken er det fordi parterne har indgået en aftale om levering af indhold. I dette tilfælde er det sandsynligvis mod betaling.

Andre gange foregår syndikeringen som bytte-købmand. Et website får kvalitetsindhold mod at sende trafik retur til den oprindelige indholdsudbyder. For eksempel i denne artikel hvor en Femina-artikel er genoptrykt på tv2.dk med byline og link retur til sitet og relaterede artikler.

Blandt de kilder jeg har talt med, findes der ingen faste rammer for, hvordan aftalerne bliver skruet sammen. Det er helt op til parterne at vurdere, hvor meget indholdet er værd.

Begrænset syndikeret indhold i content marketing

Så online medier syndikerer indhold på kryds og tværs. Men hvad nu når content marketing vinder frem, og alle de andre virksomheder begynder at opføre sig som medier og har behov for løbende at udkomme med friskt indhold? Fører det til efterspørgsel på syndikeret indhold?

Foreløbig er det stærkt begrænset. Danske virksomheder bestræber sig på selv at gøre arbejdet. 49% outsourcer slet ikke noget af indholdsproduktionen ifølge Brand Movers’ seneste rapport. Her finder syndikeret indhold ikke engang plads på listen over anvendte taktikker – i 2015 angav 3% at de syndikerede indhold som en del af content marketing mixet.

4 årsager til at virksomheder ikke syndikerer indhold

Der kan være flere årsager til, at virksomheder ikke tænker i at spare kræfter ved at genbruge andres indhold gennem indholdssyndikering. Selvom det vil være en simpel måde at mætte behovet for at producere nok indhold.

1. Måske mangler der kendskab til mulighederne?

2. Måske giver syndikeret indhold et kontroltab, som er lettere at undgå ved selv at hyre freelancere ind til at producere indholdet?

3. Måske er det fordi man ønsker at give kunderne noget helt unikt. Ligesom det kan virke lidt usselt, når det meste af lillesøsters tøj er storesøsters aflagte. Det fungerer, men det kunne være pænere med noget helt nyt.

4. Eller måske er der frygt for at få smæk på søgemaskinerne ved at genbruge indhold, som andre allerede har publiceret. Den frygt er overdrevet – du får sandsynligvis ingen stor søgemaskinegevinst ved at bruge syndikeret indhold, og er du den der leverer indholdet, er risikoen for at lide SEO-skade lille. Men vil du hjælpe Google og holde din sti ren, kan du gøre det simpelt ved at sørge for, at det syndikerede indhold linker tilbage til det originale.

Syndikeret indhold gennem brandscaping

Men lad os ikke hænge os i nørderier. Hvis du som virksomhed gerne vil lette indholdsbyrden ved at genudgive færdigproduceret indhold, er der mange muligheder for det. Den mest oplagte er, at brandscape sig frem, som Andrew Davis vil have sagt.

Find en indholdsudbyder, der taler til den samme målgruppe som du gør og lav en aftale om, at noget af indholdet må publiceres på dine medier. Ligesom når du vælger, hvor du vil annoncere. Nu er det bare indholdet, der sidder på førersædet.

Tak til Ask Hybel, Henriette Hedløv, Stine Bjerre Hedel og Mette Brønserud, som jeg har talt med under researchen.

Jeg håber du har fået svaret på, hvad syndikeret indhold er og hvordan du kan bruge det i content marketing. Ellers er du velkommen til at stille spørgsmål i kommentarfeltet eller kontakte mig direkte.