Find dit sweet spot og flyt dit content fra gennemsnitligt til genialt

Hvad har alle succesfulde content creators til fælles? Ja, altså udover at være skarpe til at arbejde med content marketing, har de også styr på deres sweet spot. For et godt sweet spot er der, hvor dit publikums ønsker og interesser møder dit unikke indhold. Lad os dykke længere ned i det og finde ud af, hvordan du kan finde dit sweet spot.

Find dit sweet spot

Hvad er du særligt god til?

Ikke et særligt dansk spørgsmål at stille, men prøv alligevel.

Og hvis din opgave er at lave content marketing på vegne af en virksomhed, så spørg:

Hvad er virksomheden særligt god til?

Det kan både være nogle specielle evner eller en sjælden specialistviden.

Et eksempel på det er Anthony Fasano. Han er uddannet ingeniør og fandt i sit arbejde ud af, at han var langt bedre til at kommunikere end de fleste andre ingeniører. Så god at han begyndte at undervise i kommunikation, hvilket startede med en podcast målrettet civilingeniører. I dag er det en del af medievirksomheden Engineering Management Institute. Detaljerne i den væksthistorie kan du lytte til i lydbogen Content Inc.

Anthony Fasano til CEX 2023
Anthony Fasano til CEX konferencen 2023

Hvad er et sweet spot?

Anthony fandt hurtigt frem til det, han havde en særlig ekspertise inden for. Men det er kun den ene del af sweet spottet. Et sweet spot virker kun, fordi der er et publikum derude med specifikke behov for information og hovedpiner de skal have løst. Din viden eller evner kan være nok så vigtige for dig selv, men de betyder intet, hvis det ikke kan hjælpe dit publikum.

Så det kortfattede svar på spørgsmålet, hvad er et sweet spot, er: Der hvor din ekspertise overlapper med publikums ønsker eller udfordringer.

Behøver jeg et sweet spot?

Du behøver ikke nødvendigvis et sweet spot fra dag 1 i din content marketing indsats. Der findes mange eksempler på content marketing, hvor der har været en proces i at arbejde sig frem mod det rette sweet spot. Tag den højt profilerede YouTuber, PewDiePie som eksempel. De første par år var hans videoer streams af forskellige spil, men hans popularitet tog for alvor fat, da han fandt sit sweet spot og streamede bestemte horror games.

Jeg tvivler på, at PewDiePie har skrevet sit sweet spot ned på papir. Det er ikke alle, der har behov for at definere det. Men er I flere i et team, der arbejder med content marketing, kan det være en god idé at definere et fælles sweet spot, som en del af jeres content marketing strategi.

For hvis du bare kværner derudaf uden fokus på at forbedre dit sweet spot, bliver det svært at adskille dit indhold fra konkurrenterne. Den viden du deler ud af må ikke være for luftig, ikke for generel og den skal være tilpas afgrænset. Jo mere nicheorienteret du bliver, desto bedre er chancerne for at du bliver branchens thought leader.

Som eksempel ramte Mette Løvbom en særlig interessant niche, da hun startede med at lægge opskrifter på Facebook som Salattøsen. Hun havde hverken gjort en masse forberedelse eller eksperimenteret med forskellige indholdsformater. Hun havde bare særlige evner til at lave lækre salater – og god til at poste indhold om det, hvilket der var et overraskende stort behov for inspiration for. Men missionen var garanteret ikke lykkedes, hvis hun havde blandet med andre typer madopskrifter.

Det forretningsmæssige sweet spot

Tricket til at finde sit sweet spot handler om at være god til at lytte til publikum. Forstår du at tale ind i emner, som har deres interesse? Eller er du mere optaget af at tale om dig selv?

Der hjælper det også at gå analytisk til værks og over tid måle effekten af, hvilke typer indhold der skaber mest engagement og visninger. Og så udgive mere af den slags indhold, som er mest populært.

Men du skal huske at have din egen målsætning med her. Ellers ender du bare med at udgive en strøm af populære kattevideoer, uden at det relaterer til dig som afsender og det forretningsmæssige mål, du gerne vil opnå. Det er her, indhold bliver strategisk og det kan lettest vises med dette forretningsmæssige sweet spot:

Det forretningsmæssige sweet spot i content marketing

Men kattevideoer eller ej. Dit indhold bliver helt sikkert bedst, hvis du starter med at kigge på, hvad din målgruppe interesserer sig for.

Jeg håber du er blevet klogere på at arbejde med sweet spot i content marketing. I Content Inc. er der desuden et par simple øvelser, som du kan starte med. God fornøjelse!