Forestil dig, af dit indhold er så relevant, at journalisterne spiser det af hånden? En svær øvelse, som Autostol.dk mestrer. Men det har taget måneders kompromisløst arbejde på at skabe nichens mest nyttige indhold, inden journalisten kunne gå til foderbrættet. Her kan du læse, hvordan Autostol.dk har opnået ekspertstatus og presseomtale.
Skal du have held med din content marketing strategi, har du større chancer, hvis du stiller skarpt på en niche. Over tid kan det føre til presseomtale, ekspertstatus – ja, du kan blive din branches thought leader. For at nå dertil er det nødvendigt, at du:
- Ved, hvad du snakker om,
- Er dygtig til at formidle dit fagstof,
- Forstår hvilke kanaler, der kan forstærke dit budskab,
- Er dedikeret over en lang periode,
Disse fire ting mestrer Kristian Konradsen. Efter Kristian blev far i 2010 brugte han adskillige timer på at finde information og undersøge markedet for autostole. Det gav ham idéen til at lave websitet autostol.dk, der samler al relevant viden om autostole på dansk. Siden finansieres via links til affiliates på websitet.
I dag står der ”ekspert i autostole” i signaturen på Kristian’s emails. Autostol.dk dukker op igen og igen, når småbørnsforældre går online og undersøger sikkerhed, tests og priser på autostole. Det er ikke tilfældigt. Fra starten har Kristian sørget for at strukturen har været på plads, så indholdet er optimeret til søgemaskinerne. Men først og fremmest koncentrerer Kristian sig om at lave brugbart indhold.
Lav så godt indhold at du kan tage penge for det
Indholdet spænder bredt. Kommende autostol-købere kan finde:
- Testresultater
- Shopping guides
- Regler og lovgivning
- Blogindlæg med nyt om autostole og svar på brugernes spørgsmål
En tommelfingerregel i content marketing er, at indholdet skal være så godt, at du kunne tage penge for det. Det kan Kristian tale med om, da hans populære testresultater er baseret på de samme tests, som eksempelvis TÆNK viderebringer mod betaling, og FDM viser i forsimplede udgaver. Kristian fortæller:
Det er her købsprocessen starter, så testresultaterne er meget populære. Alle autostol-tests kommer samme sted fra (ADAC i Tyskland + et par andre udfører testen). I Danmark bliver testen så oversat af TÆNK, FDM og autostol.dk, som alle tre viser resultatet online. Enhver må dog ikke bringe resultaterne. Det kræver en tilladelse, hvilket jeg har fået. Da testen er den samme og min er gratis og mest udførlig, er det ikke så underligt, at den er blevet så populær.”
Nyttigt indhold giver presseomtale
Kristian har fundet et område med stort behov for information i købsprocessen. Autostol.dk punkterer et informationsvakuum, som også giver luft til traditionelle medier. Autostole er populært forbrugerstof og med indholdet i baghånden og en aktiv indsats målrettet de rigtige journalister på de rigtige redaktioner, har Kristian flere gang fået presseomtale. Senest i slutningen af november, da go.tv2.dk bragte denne historie om flyverdragter i autostolen.
Dette er til dato den mest populære artikel. Den har de seneste dage sendt 4.200+ besøgende, og min side med testen af køreposerne er blevet delt 100+ gange på Facebook, hvilket jeg har været pænt tilfreds med,”
fortæller Kristian.
Finder vandhuller frem for at bygge egne kanaler
Netop Facebook har en del indflydelse på at kendskabet til autostol.dk spreder sig. De besøgende bruger Facebook en del og deler ofte de sider de besøger. Det gør Kristian overraskende nok ikke selv, og han har også først for nyligt sat en nyhedsmail op.
I stedet for at bygge sin egen kanal, søger Kristian mod de vandhuller, hvor kunderne er tørstige efter information:
Når jeg har skrevet et indlæg, artikel til et medie eller lavet noget andet brugbart, plejer jeg, at oprette et indlæg om samme emne på div. Baby fora – baby.dk, Min-mave.dk og Babygalleri.dk – hvor jeg kort beskriver indholdet og så skriver, at de kan læse mere på min egen blog. Jeg skriver dog så meget i indlæggene, at de får det vigtigste ved blot, at læse det på forummet og kun skal klikke videre, hvis de vil vide mere.
Det har dog krævet 2 års ”arbejde” at ”få lov” til at gøre det. Det skal forstås på den måde, at jeg har svaret på ALLE de spørgsmål, som måtte komme om autostole på de 3 sider i 2 år. Det har betydet, at medlemmer kender mig og taget godt imod mine indlæg/svar. Når først du har opbygget den relation, er det med ikke at misbruge den og kun dele indhold, som de også kan bruge,”
slår Kristian fast.
Har du kommentarer eller spørgsmål til indholdet eller content marketing strategien på autostol.dk? Kommentarfeltet kalder på dig.