Død over Peter Fidus!

Kender du historien om Peter Fidus? Den handler om en hårdtarbejdende, forældreløs dreng, der rejste til den store by og hjalp de mange rige købmænd med at tjene endnu flere penge. Hans middel var fiduser, der i sidste ende gjorde livet mere besværligt for kunderne. I dag går den ikke. Der har kunderne nemlig mest fidus til de virksomheder, der hjælper dem.

For nylig stødte jeg på gode, gamle Peter Fidus igen. En bog jeg slugte råt, da Jessen læste højt fra den i 4. eller 5. klasse.

Peter FidusDen danske udgave af Peter Fidus er skrevet helt tilbage i 1973 med nydelige tegninger af Claus Deleuran og ikke uden politiske undertoner fra arbejderkampen. Men den beskriver fint, hvordan en købmand tænker, og at det ikke er tilfældigt at butikker er indrettet, som de er. Hele handelsskolens grundforløb er kogt ned til en 60 siders børnebog.

3 af Peters bedste fiduser

Har du nogensinde undret dig over, hvorfor mælk og brød står bagest i supermarkedet? Det er, fordi Peter Fidus engang rådede direktør Mad-Møller til at stille de ting alle skal have bagest i butikken, så kunderne fylder kurven op på vejen.

Mors dag? Det er noget Peter Fidus fundet på. Alle børn vil gerne vise, at de holder af deres mor. Så de tigger penge af far, for at få lov til at købe noget til mor.

Annoncer er også Peter Fidus’ værk. Han lavede dem sammen med Anne-Gitte, da han skulle sælge en fidus til direktør Tand-Møller. Med et flot billede af Anne-Gittes hvide tænder, en tube tandpasta og taglinen: ”Man ser det straks, Vaks!” var den fidus i skabet. Også selvom Anne-Gitte altid brugte Koldsmil…

Den oplyste forbruger bekæmper Peter Fidus

I dag går den ikke længere. Armerede med smartphones med direkte opkobling til prisdatabaser og produktanmeldelser, kan forbrugerne let gennemskue Peters fiduser.

I dag bliver det en historie, hvis Casper Christensen reklamerer for TDC men i virkeligheden er kunde hos 3. Folk lader sig ikke snyde så let længere og råber ”bullshit”, fordi de kan, og fordi nettet har gjort fejl og mangler lettere at gennemskue.

Betyder det, at folk ikke længere falder for klassiske fiduser i marketing? Selvfølgelig gør de det. Du kan tage en kendt vase, lave en kampagne, der indeholder ord som ”kun i dag” og ”begrænset antal”, og 16.000 forbrugere stormer til og lægger dit website samme vej som hegnet på Roskilde Festival. Men det er stadig det kortsigtede salg, der er i fokus. Din butik skaber ingen værdi udover at forhandle og distribuere en eftertragtet vare.

Et nyttigt supermarked

Frem for at tvinge kunderne til at gå bagest i butikken for at finde rugbrød og minimælk, kan du også gøre som den amerikanske supermarkedskæde, Meijer: Give kunderne det de vil have.

Meijers mobile appMeijer tilbyder en gratis mobil app. Den hjælper kunderne med at finde, hvor de enkelte varer er placeret i butikken. Når indkøbssedlen er lavet planlægger app’en den hurtigste rute gennem butikken, så de kan komme til kassen i en fart. Det bryder med Peters klassiske fidus om at skabe mersalg gennem impulskøb undervejs i butikken.

Og det betaler sig.

Først og fremmest fordi app’en sikrer at kunden finder alle varerne og butikken dermed ikke mister omsætning, når kun 9 ud af de 10 planlagte varer bliver købt. Men især fordi app’en sparer kunderne en masse tid og besvær, som gør at de bliver mere loyale kunder.

Meijers app kan du læse mere om i Jay Baer’s bog, Youtility. Og så er de altså ikke mere frelste, end at de stadig har ugentlige tilbud, kuponer og andre klassiske fiduser til at trække kunderne til.

Fidusmager eller flink fyr?

Hvor står du henne på skalaen? Tyer du til klassiske fiduser og cowboytricks for at lokke kunderne til og sælge mest muligt? Eller bruger du nyttigt indhold til at så i dag og høste på lang sigt?

En god balance mellem de to er at foretrække, men lige nu er der klar overvægt på Peters fiduser og masser af potentiale for de virksomheder, der vil gøre sig nyttige over for kunderne. Specielt i detailbranchen.

Kan du se mulighederne i at lade nogle af Peters fiduser dø?