Vi skal have noget mere trafik. Øge den digitale tilstedeværelse. Fylde noget mere i toppen af tragten. Den type udsagn har du måske hørt dit digitale bureau fortælle om. Hvad de ikke fortæller er, at mange kendte former for betalt annoncering har det svært. Så her får du 5 tal, dit digitale bureau ikke vil fortælle dig om.
En fællesnævner for de 5 tal er, at brugernes adfærd hele tiden ændrer sig. Det bliver sværere at trænge gennem filteret hos potentielle kunder, så det er ikke sådan bare lige at købe sig til en masse relevant trafik.
Lad os hoppe ud i tallene:
Kun 3,7% annonceklik på Google
Kun 3,7% af alle søgninger på Google ender med et klik på en annonce. Størstedelen (65,6%) finder et brugbart organisk resultat. Så idéen om bare at købe sig til trafik holder ikke. Det er op til 20 gange mere trafik at hente ved organiske resultater. I content marketing sammenhænge vil det sige: Indhold der besvarer de udfordringer dine potentielle kunder stiller, som hvis du havde en brevkasse.
Men 3 + 65 giver ikke 100.
Helt korrekt, og der er stigende tendens til nul-klik-søgninger, fordi Google præsenterer mere brugbart indhold direkte i søgningerne eller gennem svar på talesøgninger. Det er særligt udbredt på mobil, hvilket leder til kritik af, at Google udvikler sig i retning af et mere lukket univers frem for at være hovedindgangen til internettet.
Annoncer leder til irritation efter anden visning
Gentagne reklamer er mere irriterende end myg, hvalpetænder og en kinesisk turist med selfiestang tilsammen. Den påstand står helt for min egen regning.
Derimod er det videnskabeligt påvist, at der er stærk sammenhæng mellem gentagne visninger af display annoncer og større irritation hos potentielle kunder, mens interessen for produktet begynder at falde allerede efter anden visning af annoncen.
Unsurprisingly, there’s a strong correlation between the frequency of Display ad exposures and annoyance leading to reduced levels of attentiveness and purchase intent. Read all about the research here:https://t.co/0xgWEzdo6g pic.twitter.com/GdoRv1hgI4
— Colin Gray (@AdAlchemist) August 27, 2019
Men når du spørger dit digitale bureau, er retargeting jo den billigste og mest omkostningseffektive form for trafik. Er det ikke rigtigt?
Hver femte annonce er påvirket af ad fraud
Ad fraud (svindel med annoncer) er et enormt problem, der årligt koster annoncører mellem 6,5 – 19 mia. USD. Det skyldes primært netværk af robotter, der genererer kunstigt høje klikrater og visninger af annoncer. Det giver gode tal til annoncørerne, men det ville være sjovere, hvis det var rigtige mennesker der havde set og klikket på annoncen. Endnu en grund til at gå dybt, når du måler marketingeffekten – sidevisninger er ikke nok. Især ikke når op imod hver femte display annonce er påvirket af ad fraud.
30% af danske netbrugere accepterer ikke tredjeparts cookies
Flere browsere blokerer som standard tredjeparts cookies. Firefox har i september rullet cookie-blokering ud og Safari har kørt med det siden 2017. Det betyder at over 30% af danske netbrugere ikke længere får lagt cookies ind til at styre, hvordan annoncer bliver vist. Annoncerne vil stadig blive vist, men annoncørerne har kun ringe mulighed for at styre, hvordan de bliver vist og hvor mange der ser dem, når der ikke er en tracking cookie.
Kilde: StatCounter Global Stats – Browser markedsandele i Danmark
Det er ikke kun en udfordring i annoncenetværk. De fleste marketing automation platforme er baseret på tredjeparts cookies, så de arbejder på nye løsninger.
Hver anden netbruger blokerer annoncer
47% af verdens webbrugere anvender en adblocker i dag. Det er mere end en fordobling på 5 år. I denne undersøgelse fra GlobalWebIndex har de spurgt brugerne om årsagerne til, at de bruger adblocker. Top 3 hedder: ”For mange annoncer (48%)”, ”irriterende eller irrelevante annoncer (47%)” og ”for påtrængende annoncer (44%)”.
Sagt med andre ord: Brugerne. Gider. Ikke. Annoncer.
Når mere trafik ikke er svaret
Hvis digital annoncering og jagten på mere trafik ikke er svaret – hvad er så?
I mit konsulentarbejde ser jeg ofte, at trafikmængden er den primære KPI i marketingafdelingen. Fordi den er let at forholde sig til og sammenligne med. Men ofte er der meget at hente på at lede trafikken de rigtige steder hen, sikre at brugerne konverterer, så du kan indsamle deres data og bygge relationer over tid. Og her er content marketing godt til at styrke relationerne, så du kan fastholde dine potentielle kunders interesse og kendskab til din virksomhed over tid. Det er i øvrigt de færreste bureauer, der lykkes med at levere regelmæssigt indhold i god kvalitet på vegne af deres kunder. Kampagner og annoncer er lettere at arbejde med.
Dine potentielle kunder har betalt med deres kostbare opmærksomhed – nu er din opgave at belønne dem med indhold de kan bruge. Det er bedre givet ud end at jagte dem med annoncer ned i de dybeste hjørner af internettet.
Derfor til slut dette spørgsmål til dig: Har du virkelig brug for mere trafik? Eller kunne du gøre mere med den trafikmængde du allerede har?