Byd velkommen til Messbar

3 hjerner tænker skarpere end en. Især hvis hjernerne har det samme syn på forretning, marketing og effektmåling. Derfor er det med stor fornøjelse og forventning, at jeg kan præsentere Messbar – en konsulentvirksomhed jeg har stiftet sammen med Gitte Sandlykke og Søren Schnedler. Læs om virksomheden her, og hvordan vi sammen kan gøre din content marketing holdbar, målbar og mærkbar.Messbar

Hvad er Messbar?

Messbar betyder “målbar” på tysk. I Messbar hjælper vi virksomheder med at gøre det rigtige og gøre det målbart. For det, der bliver målt bliver gjort. Det, der ikke bliver målt, har desværre tendens til at få mindre fokus og blive skåret fra, når organisationen skal trimmes.

Men ikke alt skal måles, for så drukner vi i KPI’er. Kun det der giver mening for, dem der bliver målt og som leder frem mod målet skal måles.
Måske har du hørt lignende taler før, når det kommer til forretningsudvikling og marketing? Hos Messbar er det anderledes, for vi er ikke et bureau med en sværm af ansatte, vi skal hente opgaver til. Vi er kun os selv, og henter de ressourcer ind, som bedst kan løse den konkrete opgave. Det gør rådgivningen uafhængig men stadig eksekvérbar.

Den digitale bygherrerådgiver

Du kan tænke på Messbar som en digital arkitekt og bygherrerådgiver. Hvis du skal bygge et hus, er der en masse forskellige specialister involveret. Men den håndværker, der er god til at støbe en sokkel, er sjældent dygtig til at lægge tag. Der skal forskellige ekspertiser til, og der skal også være en samlet plan for, hvordan huset kommer til at se ud og i hvilken rækkefølge det skal sættes sammen.

En velsmurt marketingmaskine anno 2017 kræver mere end enkelt allround håndværker, der både kan mure og tapetsere. Og hvis marketingafdelingen bruger specialiserede håndværkere udefra, er det særlig vigtigt at have en plan. Både så alle arbejder mod det samme mål, men også for at alle problemer ikke bliver til søm, fordi du stoler mest på den håndværker, der har en hammer.
Desværre er der mange marketingansvarlige, der lader mureren være arkitekt eller udelukkende rådfører sig hos dem, der tjener penge på at opføre huset. Det vil vi gerne udfordre, og derfor er vi gået sammen om at starte Messbar.

3 grunde til ny konsulentforretning

Men hvad får en content marketing-nørd til at stifte firma med andre konsulenter? Det er der 3 grunde til:

  1. Mere hjerne og muskelkraft. I Messbar har vi tre forskellige hjerner koblet på det samme centralnervesystem. Så vi kan sammen nå frem til endnu bedre løsninger for kunderne, end det er muligt alene i Content Marketing DK. Det betyder også mere samlet muskelkraft, hvor vi kan nå et trin længere op i organisationen end marketingafdelingen.
  2. Arbejde dybt i maskinrummet. Selvom jeg har nydt at kaste mig over en masse afvekslende og udfordrende opgaver som konsulent, har jeg også tit kun ramt overfladen. Som ene konsulent kan jeg skubbe en proces eller et projekt i gang, men det er op til virksomheden selv at eksekvere. Ofte bliver de gode idéer og planer hængende efter konsulenten har forladt mødelokalet. Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner. Med Messbar får jeg mulighed for at komme dybere ned i kundernes maskinrum og få ting til at ske.
  3. Kolleger. Det giver en masse frihed og stolthed at være herre i egen butik. Men også en smule frustration: For hvem stikker du en high-five, når du har opnået et stærkt resultat? Og hvem kan du sparre med, hvis et kundeforhold ikke udvikler sig som forventet? Efter næsten 4 år som selvstændig, er timingen rigtig til at skifte til et højere gear.

Hvad betyder det for dig som fast læser her på Content Marketing DK?

Er du trofast læser her på bloggen, kan jeg berolige dig med, at bloggen fortsætter. Frekvensen bliver en smule lavere, men content marketing er tænkt som en helt central disciplin i Messbar. Så ingen skyllen-baby-ud-med-badevand her. Du vil også stadig også kunne opleve mig som kursusvært eller foredragsholder.

Men strategiopgaver kommer til at foregå med de digitale bygherrerådgivere i Messbar. Især de tunge projekter. Vi er faktisk allerede i gang med en spændende kunde, så hop over og læs mere om Messbar.

Jeg håber du kan se fornuften i det hele og fortæller meget gerne mere om virksomheden over en kop kaffe – eller i kommentarfeltet.