5 måder at bruge video på i content marketing

Har du overvejet video i content marketing? Video er et kraftfuldt medie at vise indhold på, og som distributionskanal har YouTube et enormt potentiale. Men skal du lave kvali-indhold kan video også være dyrt og tidskrævende. Her får du nogle tips til at komme i gang og finde en omkostningseffektiv måde at lave videoer, der virker.

Da jeg holdte content marketing oplæg i Aalborg forleden, kom snakken ind på brug af video i content marketing. Det har masser af potentiale, og specielt for mindre virksomheder giver video en god mulighed for både at vise faglig ekspertise og skabe tillid online.

Content marketing videoer med inspiration fra TV

Inden du kaster dig ud i at lave video, bør du lægge dig fast på en stilart. Her kan du med fordel tage fat på nogle af de teknikker, du kender fra TV.
Her får du fem måder at bruge video på i content marketing – de fleste koster ikke en formue:

Talkshowet

Byg et studie, giv programmet et navn, læg udsendelsen ud på faste tidspunkter og fortæl alt det spændende du ved – et emne af gangen. For at give showet krydderi, kan du invitere gæster i studiet eller tage produkter med som du tester.
Eksempler:
Gary Vaynerchuk lavede over 5 år 1000 episoder af Wine Library TV, som oftest blev optaget i hans egen vinbutik og herefter lagt online. Et andet eksempel er iværksætteren Martin Thorborgs Talkshow, der byder på peptalks eller samfundskritik filmet fra Thorborgs bil. Videoerne bliver lagt på YouTube og er også tilgængelige som podcasts.

Reportagen

Reportagen er en god måde at give indsigt i et emne, som målgruppen synes er spændende. Helt oplagt er det, hvis du selv arrangerer tilbagevendende events, men du kan også bruge reportager til at vise, hvordan råvarer til dine produkter bliver fremstillet eller du kan følge dine mest engagerede brugere med et videokamera og vise, hvordan produkterne bliver brugt.
Eksempel:
Videoreportager brugt i marketing er ofte stemningsfremkaldende. Danmarks Smukkeste Festival har været flittige med kameraet til sidste års festival og på deres YouTube kanal deler de bl.a. ud af stemningsreportager som denne.

Interviewet

Et interview kan bruges på flere måder. For det første er det en perfekt undskyldning for at komme i kontakt med eksperter og influencers på dit felt. Forbered nogle spørgsmål og få båndet deres viden om et bestemt emne. De elsker som regel at fortælle, og deres viden smitter af på dit brand. Du kan også interviewe kunder og lave klassiske kunde-cases meget mere dynamiske.
Eksempel:
Google Danmark har hver måned et program under titlen Succes Online Hangout on Air, hvor de interviewer fageksperter. Det foregår live på Google Hangout, hvilket gør formatet ekstra levende. Optagelserne kan bagefter ses på YouTube eller Google+.

Vejledningen

Medmindre du hænger ud på DK4, er denne form knap så kendt på TV. Her handler det om at vise, hvordan man kan anvender et produkt eller kan løse opgaver med det. Nyttigt hvis du eksempelvis markedsfører software eller har brug for at træne dine kunder i brug af produkterne.
Eksempel:
Byggemarkedskæden Silvan har produceret på den gode side af 200 gør-det-selv-videoer, der giver gode råd om alt praktisk arbejde til hus og have. Det går fint i spænd med deres positionering på markedet, hvor de fokuserer på kundeservice og faglig viden til gør-det-selv-folket.

Showet

En sidste mulighed er at lave et helt ny serie eller film med rigtige skuespillere. Vi snakker selvfølgelig en helt anden budgetramme, men til gengæld kan du brænde helt igennem på content marketing og gøre din virksomhed til et medie brand som Red Bull.
Eksempel:
Varehuskæden Target lavede i efteråret deres egen tv-serie, Falling For You, der samtidig ikke lægger skjul på at være kommerciel. De varer, der er brugt i serien, bliver vist i højre spalte, så man bagefter let kan finde varerne og putte dem i kurven. Denne indkøbsvenlige TV-serie havde kun 3 episoder og var mest af alt et eksperiment, men den er et godt eksempel på, hvor langt det er muligt at gå med video-baseret content marketing.

Uanset om du er klar på video content marketing eller ej, så husk: Det handler ikke om mediet, det handler om budskabet. Det sætter denne video en tyk streg under.

1 Comment

Comments are closed.